Torsdag den 13. december, 2018
Julekoncert med Veronica Mortensen og Swingtime Bigband
Der var glædeligt genhør med Veronica Mortensen som også besøgte Jazz Hobro i foråret med sin kvartet. Denne gang havde hun jul på programmet og et stort orkester bag sig. I de senere år har Sinne Eeg og Ulla Henningsen skabt lækker julestemning i Hobro for det jazzelskende publikum, assisteret af Swingtime Bigband fra Ålborg. Nu var turen kommet til Veronica Mortensen, som ofte har optrådt med bigbands - både i Danmark og i Sverige. Swingtimes tyve musikere og deres dirigent, Frank Wommelsdorff, har mange års erfaringer med at akkompagnere de store sangere her i landet som fx Bobo Moreno, Sinne Eeg, Kira Skov og Marie Carmen Koppel. Og med Veronica ved mikrofonen var der lagt op til en fantastisk julekoncert igen i 2018. Koncerten foregik på VUC på Blåkildevej 17, Hobro.